Grøn Energi Nordjylland 2040

Alle 11 kommuner og regionen står bag initiativet Grøn Energi Nordjylland 2040, hvis mål er at Nordylland skal være Danmarks grønne energi-region og være selvforsynende med vedvarende energi i 2040.

Fremtidens energisystem skal gøres til virkelighed i Nordjylland. I løbet af perioden 2019-2021 skal der udvikles mål, visioner og pejlemærker for Nordjyllands omstilling til vedvarende energi, gennem udarbejdelse af en samlet strategisk energiplan for hele regionen.

 

Det hele begyndte i 2014

I 2014 påbegyndte de 11 nordjyske kommuner og Region Nordjylland, med afsæt i tilskud fra Energistyrelsen, projektet "Et Energisk Nordjylland". Formålet med projektet var at styrke forudsætningerne for, at Nordjylland i 2050 kan blive selvforsynende med vedvarende energi. Første skridt hertil var at kortlægge det aktuelle nordjyske energisystem og opstille scenarier for, hvordan omstillingen til vedvarende energi kan realiseres.

 

Investeringer på 90 mia. kr.

Kortlægningen viser, at der skal investeres for omkring 90. mia. kr. i energianlæg af private, erhverv, kommuner og region frem mod 2050. Beregninger fra kortlægningen viser, at omstillingen til vedvarende energi kan skabe over 50.000 arbejdspladser i anlæg i Nordjylland – ikke medregnet de arbejdspladser, der etableres til drift og vedligehold. Udover flere arbejdspladser, viser kortlægningen, at Nordjylland kan spare de nuværende udgifter til fossile brændsler på 7-10 mia. kr. om året, hvis vi omstiller til 100 % vedvarende energi. Penge som i stedet kan bruges til andre og nye investeringer.

For at potentialerne i kortlægningen kan realiseres, kræver det, at alle parter, der har indflydelse på energiområdet, offentlige såvel som private aktører, engageres i en fælles nordjysk indsats.

 

Strategisk energiplan med fokus og retning

For at indfri potentialet igangsatte kommunerne og regionen initiativet Strategisk Energiplanlægning i Nordjylland (SEP NORD). Initiativet tog i oktober 2020 navneændring til Grøn Energi Nordjylland 2040, men ambitionen er stadig den samme: Der skal skabes en strategisk energiplan for Nordjylland, som kan sikre fælles fokus og retning mod målet om at gøre Nordjylland selvforsynende med vedvarende energi i 2040.

Arbejdet er inddelt i tre faser frem mod 2022. I 2019 skal der findes fælles vision og målsætninger mellem de mange aktører. I 2020 skal vision og målsætninger omsættes til en konkret, strategisk energiplan og i 2021 skal den strategiske energiplan implementeres i kommunale planer og hos de relevante aktører.

 

Samspil med erhvervsliv, forsyningsselskaber og vidensinstitutioner

Rammerne i energiplanen laves, så de let kan omsættes til lokale forhold i den enkelte kommune, og så de tilgodeser de individuelle styrker, udfordringer, indsatser og behov.
Men kommunerne og det offentlige kan ikke løse opgaven alene. For at kunne lykkes med at gøre Nordjylland selvforsynende i 2050 må vi samarbejde med alle de relevante aktører, herunder erhvervslivet, forsyningsselskaberne og uddannelsesinstitutionerne. Det er dem, der har fingeren på pulsen og har en faglig indsigt på området. Men det offentlige skal gå forrest som rollemodeller og vise, at der er politisk vilje til at nå i mål.

 

Strategisk energiråd skal kvalificere det konkrete arbejde

For at sikre tæt samarbejde med de øvrige aktører på området, har Business Region North Denmark (BRN) nedsat et Strategisk Energiråd Nordjylland (SEN). Rådet består af ledende repræsentanter fra erhvervslivet, forsyningsvirksomheder, vidensinstitutioner, erhvervsnetværk mfl., og fungerer som sparringsorgan for kommunerne og regionen. SEN skal kvalificere arbejdet med den fælles strategisk energiplan, ved at udpege barrierer såvel som muligheder for omstillingen til vedvarende energi, og drøfte forskellige scenarier for, hvordan omstillingen kan realiseres.

Via BRN har de 11 nordjyske borgmestre og regionsrådsformanden alle tilkendegivet, at der er politisk opbakning til at samarbejde om at blive selvforsynende med vedvarende energi i Nordjylland i 2050.

 

Vi bygger videre på en nordjysk styrkeposition

Nordjylland har allerede en styrkeposition inden for energiteknologi, særligt inden for omsætning af varer og tjenester til at producere vedvarende energi. Grøn Energi Nordjylland 2040 bygger videre på den styrkeposition. Arbejdet vil bidrage til at fremme teknologiske løsninger og systemer og give mulighed for at planlægge og etablere energianlæg optimalt. Dette giver nordjyske virksomheder en unik mulighed for at udvikle og optimere løsninger som kan leveres til anlæg eller som komponenter og service til anlæggene.

Derudover kan arbejdet bidrage til at få skabt nye demonstrationsanlæg i Nordjylland, som kan være showcase for dansk teknologi overfor potentielle kunder fra ind- og udland.