
Initiativets tidligere navn, Strategisk Energiplanlægning i Nordjylland (SEP NORD), skal mere ses som en arbejdstitel på det store indledende arbejde, der er blevet udført i forbindelse med udarbejdelsen af de mange delanalyser, som er samlet i hovedrapporten ”Et energisk Nordjylland”. Beslutningen om navneskiftet bliver uddybet af Lars Hedegaard, som er projektleder for Grøn Energi Nordjylland 2040:
- Vi er nu på vej ind i en ny fase, hvor vi skal i endnu tættere dialog med det nordjyske erhvervsliv og ikke mindst borgerne om, hvordan vi sammen kan nå målet om, at omlægge vores energiforbrug i Nordjylland til 100 pct. vedvarende. Det er et mål som de nordjyske politikere i de 11 nordjyske byråd samt regionsrådet har givet hinanden håndslag på at nå senest i 2040. Dermed har vi også brug for et navn med en stærk signalværdi, som alle kan relatere til. Med navnet Grøn Energi Nordjylland 2040 har vi fået et navn, som viser en retning og indeholder et konkret årstal for, hvornår målet skal nås. Det nye logo med omridset af Nordjylland er desuden med til at indramme budskabet, siger Lars Hedegaard.